Du er her: Nyheder » Hvilken betydning har folkeoplysning, foreningsliv og frivilligt arbejde for deltagelse i demokratiet?

Hvilken betydning har folkeoplysning, foreningsliv og frivilligt arbejde for deltagelse i demokratiet?

12. maj 2015

Forside af rapport om folkeoplysningens demokratiske værdi.jpgBliver vi mere politisk interesserede, deltager vi mere i demokratiet, og får vi mere tillid til hinanden af at være foreningsaktive, udføre frivilligt arbejde og deltage i folkeoplysende undervisning? Dette spørgsmål belyser en ny rapport, som er udarbejdet af forskere i Netværk for forskning i civilsamfund og frivillighed.

Rapporten kan downloades nederst på siden.

Frivilligt arbejde giver et løft til den sociale tillid

En af analyserne i den nye rapport, som har titlen: Folkeoplysning og frivilligt arbejdes betydning for demokratisk deltagelse viser, at engagement i frivilligt arbejde generelt giver et ’løft’ til den sociale tillid, dvs. at man bliver mere tillidsfuld i mødet med andre mennesker. Foregår det frivillige arbejde i politiske og samfundsorienterede foreninger, bidrager det desuden til større politisk interesse.

Aktive i folkeoplysende foreninger engagerer sig i "det lille demokrati"

En anden af rapportens analyser viser dog, at deltagelse i folkeoplysende foreninger og skoleformer har forholdsvis lille betydning for deltagelsen i ’det store demokrati’ - bl.a. deltagelse i valg og interesse for politik - især i sammenligning med den betydning uddannelsesniveauet har. En stor del af de aktive i folkeoplysende foreninger og skoleformer engagerer sig dog i ’det lille demokrati’, forstået som det interne demokrati i foreningen eller organisationen.

Demokratisk deltagelse højere i foreninger end i aftenskoler

Der er imidlertid store forskelle på deltagelsen i ’det lille demokrati’ mellem de forskellige foreningstyper og skoleformer, ligesom deltagelsen afhænger af, hvordan man er engageret i foreningen eller aftenskolen. Generelt er deltagelsen betydeligt højere i foreninger, end den er i aftenskoler under oplysningsforbund. Endvidere er frivillige meget mere engagerede, end medlemmer er, mens almindelige kursister engagerer sig forholdsvis lidt i ’det lille demokrati’.

Rapporten indeholder også en analyse af, hvorfor folk engagerer sig i frivilligt arbejde. Deres motiver for at engagere sig er primært fællesskabsorienterede og ekspressive, mens mere instrumentelle begrundelser spiller en forholdsvis lille rolle. Den hyppigste begrundelse for ikke at arbejde frivilligt og for at stoppe dermed er mangel på tid dertil, mens negative erfaringer med frivilligt arbejde kun nævnes af meget få.

Baggrunden for rapporten

Analyserne i den nye rapport bygger på data fra forskellige undersøgelser, hvoraf de største er en undersøgelse af danskernes frivillige indsats fra 2012 og en undersøgelse fra 2014 af kursister, medlemmer, frivillige og lønnede medarbejdere i foreninger og oplysningsforbund under Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Dansk Folkeoplysnings Samråd har taget initiativet til undersøgelsen, som Kulturministeriet har finansieret. Analyserne er gennemført af Karsten Østerlund og Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet og Hans-Peter Qvist fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.

Oplysninger om rapporten

Ibsen, Bjarne, Karsten Østerlund og Hans-Peter Qvist. Folkeoplysning og frivilligt arbejdes betydning for demokratisk deltagelse. Udarbejdet i samarbejde mellem Netværk for forskning i civilsamfund og frivilligt arbejde og Dansk Folkeoplysnings Samråd. Movements 2015:6, Syddansk Universitet, 2015.